|
Forside
Nyheder/presse
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
Rødvin
Hvidvin/
Dessertvin
Rosévin
Crèment
Delikatesser
Vinproducenter
Guide Hachette
Nyhedsbrev
Vinbonde-guide
Prisliste
Vinhøst
Opskrifter
|
Egen import af kvalitetsvin - direkte fra vinbonden
Vinhøst
Vinhøsten i Beaujolais og Vacluse(Provence) starter i
begyndelsen af september. Tidspunktet kan dog svinge en uge eller mere
afhængig af hvordan sommeren er forløbet. At deltage i en vinhøst er hårdt
arbejde, men byder også på rigtig mange gode oplevelser. Herunder finder
du beretninger fra nogle udsendte danskere, som har prøvet det selv.
September 2008
Ellen
og jeg var i Provence, hvor vi deltog i høsten på Domaine de la Pigeade
i Beaumes de Venise hos Marine og Thierry Vaute én dag – tirsdag den
16/9. Det var en rigtig varm dag med skyfri himmel og 27-28 grader, så
det var ikke noget problem at holde varmen! Vi plukkede druesorten
Muscat á Petits Grains Blancs der benyttes til fremstilling af Muscat de
Beaumes de Venise. Plukningen foregår på denne måde: Der kører en
traktor med vogn mellem rækkerne. Vognen er læsset med tomme
plastikkasser med låg. Disse kasser fyldes efterhånden med druer, som vi
har plukket i spande. Årsagen til at der bruges kasser er for ikke at
beskadige druerne. Når vognen er fuld køres den hjem til domainet,
hvorefter hver enkelt kasse tømmes ud på et transportbånd, hvor der
arbejder 3-4 personer med at sortere dårlige druer og blade fra så kun
godkendte druer bruges i den videre vinfremstilling. Når den sidste
kasse er tømt spules kasserne med vand og stables på vognen og er klar
til næste læs. Som det fremgår af denne lille beskrivelse er der meget
manuelt arbejde med at lave vin af den rigtige kvalitet.
|

|

|
September 2006
Charlotte og Sabina, som begge er ansat på Klassisk 65 i
Århus, deltog i årets vinhøst på Domaine de la Combe Darroux.
Efterfølgende kunne de berette om, at det havde været en rigtig god
oplevelse incl. hårdt arbejde. De var allerede var parate til at tage af
sted igen…



September 2002
Ellen og jeg var i Provence og deltog i høsten på Domaine de la
Pigeade i Beaumes de Venise. Det var første gang vi deltog her. Med vores
erfaring fra Beaujolais var vi ikke nybegyndere, men skulle lige omstille
os til andre druesorter – Syrah, Grenache, Carignan og Muscat á Petits
Grains Blancs. Her er vinstokkene meget højere og kraftigere end i
Beaujolais, så man er nødt til at benytte en slags rosensaks til
plukningen. Det gik snart rigtig godt med plukningen, hvor der fra
domainets vinmarker hele tiden er en imponerende udsigt til det højeste
bjerg i Syd-frankrig Mt. Ventoux.

September 2000
Jeg har modtaget disse indtryk fra Anne, som er en ung pige på 19 år fra
Århus. Hun deltog i årets vinhøst på på Domaine de la Combe Darroux.
Efter en lang tur i bil fra Danmark til Juliénas og en
eftermiddag med nerverne hængende uden på tøjet af spænding, ankom vi
som de første til Château’et. Solen skinnede og markerne lå flot i
landskabet. Det var præcis så idyllisk, som jeg havde forestillet mig.
Jeg så virkelig frem til 10 dage med sol og sommer for første gang i år.
Nogle ville måske gøre det for pengene, men jeg gjorde det 100% for
oplevelsen. Jeg elsker mødet med nye og anderledes mennesker fra andre
lande og kulturer, og på en tur som denne var der rig mulighed for at få
nye venner, og samtidig få snakket en masse fransk og engelsk.
Selvfølgelig var turen også forbundet med hårdt arbejde – virkelig hårdt
arbejde fandt jeg ud af, men når man først sad omkring bordet med vin,
ost og alt hvad ganen behagede, var det hurtigt glemt – lige indtil
næste dag hvor man næsten ikke kunne komme ud af sengen pga. ryggen. Det
var præcis, som det skulle være. Hårdt, som man havde fået fortalt, men
der var ingen tvivl om, at det sociale liv blandt plukkerne overskyggede
alt. Var man virkelig træt hjalp en god druekamp altid. Et smil på læben
– så glemte man ryggen. Efter en lang dag i de fantastiske omgivelser
var det lykke at få serveret restaurantmad med vin ad libitum og
derefter på café til langt ud på natten. Det må bestemt være livet. Det
er bestemt ikke sidste gang, at jeg melder mig til projekter som dette,
selvom jeg må indrømme, at jeg var meget mistænkelig ved kun at være 3
danskere og tilmed kun 3 piger blandt 25 plukkere. Men det gik over al
forventning og jeg glæder mig allerede til næste gang…
September 1993
Dette år deltog Ellen og jeg for første gang i vinhøsten. Det var i
Beaujolais på Domaine de la Combe Darroux i Juliénas. Det var en stor
oplevelse og indeholdt også hårdt arbejde idet Gamay-vinstokken ikke er
højere end solbærbuske. Dette medførte, at man hele tiden fik brugt sin
ryg. Til plukningen kan benyttes en lille kniv, men for at følge med
varede det ikke længe, inden vi plukkede med hænderne. Vi var ca. 25
plukkere, der ud over familien og lokale, også bestod af folk fra Holland,
England og Irland, så der blev talt mange forskellige sprog – både i
vinmarkerne og når vi sad omkring bordet. Selv om det ikke er nogen grund
til at skjule, at vinhøst er hårdt arbejde, har vi deltaget adskillige
gange siden på domainet.




|
|